Nyheder
Hvor er fredens vej?
Hvem anlagde fredens vej efter Anden Verdenskrig, og hvor er den blevet af? Førte den til Guds eget land, Israel? Og så blev der fred, og den vestlige verdens dårlige samvittighed blev dulmet. Måske var der nogle, der troede det, og oprør og terror kunne man bare bombe sig ud af. Imidlertid står det mere […]
Hvem anlagde fredens vej efter Anden Verdenskrig, og hvor er den blevet af?
Førte den til Guds eget land, Israel? Og så blev der fred, og den vestlige verdens dårlige samvittighed blev dulmet.
Måske var der nogle, der troede det, og oprør og terror kunne man bare bombe sig ud af. Imidlertid står det mere og mere klart, at en krig ikke kan vindes: Sovjet i f.eks. Afghanistan, USA i Vietnam osv. Alle krigens parter er tabere, i alt fald er der tab på alle sider. Det er netop det store problem.
Man kan bombe i Libyen, i Irak, i Afghanistan og Syrien, og hver gang, man bomber, er der nogens familie og venner, der rammes. Det skal hævnes. Hvornår stopper det så? Aldrig.
Tilbage til fredens vej, der blev væk. Bogstaveligt talt bombet væk. Indimellem forsøgte nogle at reparere den og gøre den farbar, men hver gang uretfærdigt behandlede slog sig i tøjret (begik terror), skulle det hævnes.
Vestlige lande opfører sig også som ‘missionærer’, der prædiker demokrati, for demokrati er fredens sprog. Hvis ikke de få procent, som i et land ønsker at indføre demokrati, kan lykkes med forehavendet via demonstrationer, kan det blive nødvendigt at give en ‘hjælpende fast hånd’, evt. ved at levere våben. Direkte militærindgreb kan også komme på tale, hvis en diktator ikke forstår meningen med demokrati.
Ser jeg på den fortvivlede situation, verden oplever netop nu, er vi desværre kommet så langt ud ad den sønderbombede fredens vej, at den ikke kan repareres. Den verdenskrig, der sluttede med oprettelsen af Israel, fortsætter nu i en endnu mere kompliceret udgave.
De politikere og andre, som tror, at fjenden er et enkelt land og derfor kan bombes på plads er naive.
Jeg vil prøve at illustrere min påstand gennem dansk landspolitik og lokale politikere. Der er skabt et fjendebillede, som omfatter alle – jeg gentager alle – med forkert hudfarve. En udtalelse som ‘de skal ud allesammen’ kommer til at omfatte mennesker, som er født i Danmark.
Hvordan det må føles, burde selv folk fra det yderste højre kunne sætte sig ind i, men det er åbenlyst ikke tilfældet. Udtalelsen er bl.a. taget fra et lokalt byrådsmedlems offentlige FB-side, en side, som også bugner af ord som ‘kulturberigelse’ med henvisning til alvorlige hændelser (som jeg ikke sympatiserer med), såvel som bagateller.
Underligt i den sammenhæng er det også, at muslimer begår terror, mens andre ikke nævnes eller omtales som syge.
Resten af Europa har nok samme retorik, og det fører ikke til noget positivt, snarere fælles bombning.
Jeg ved godt, at det ikke falder i god jord at påstå, at den slags giver gødning til alle de forfærdelige kommentarer fra åbenlyse DF-tilhængere.
Hvad er forsvaret for en kommentar, som efterspørger voldtægt på navngivne kvindelige politikere? Medlemmer af Venligboerne omtales som landsforrædere. Hvad skal der ske med disse landsforrædere, når ‘vi får magten?’
Nej, jeg skammer mig ikke over at være dansker, men jeg vil gerne sige fra over for Dansk Folkeparti og det meste af Venstre. For en sikkerheds skyld må jeg også hellere sige fra over for mindst en politiker fra Konservativ Folkeparti.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev på forsiden.
* Avisen har fået ny mailadresse: info@randersidag.dk