Hvad er en kræftpakke?

29. januar 2010
Hvad er en kræftpakke?

“For patienterne kan det virke lidt uoverskueligt, når der pludselig er mistanke om, at de har kræft, eller de er skal igennem et længere behandlingsforløb. Derfor er det vores håb, at pjecerne kan hjælpe med at skabe orden i kaos,” siger cheflæge på Regionshospitalet Randers og Grenå, Morten Noreng.

Morten Noreng er medlem af en arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen, om akutte kræft- og hjertesygdomme, og har derfor været med i beslutningen om pjecerne.

Han understreger, at pjecerne ikke kan erstatte den mundtlige og individuelle information, som patienterne får hos lægen eller på hospitalet. Sundhedspersonalet har altid pligt til at give en individuel og mundtlig information til patienten.

Godt supplement
Forløbskoordinator for brystkræft i Holstebro, Minna Nørgaard, mener pjecerne udfylder et hul i forhold til patienterne.

“Der har manglet noget skriftlig information, der kan svare på de spørgsmål, patienterne sidder tilbage med. For selvom patienten har fået alle informationerne her eller hos den praktiserende læge, så svirrer det rundt i hovedet på dem, når de kommer hjem. Og så er det skriftlige materiale et godt supplement til den mundtlige information,” siger Minna Nørgaard.

Som forløbskoordinator møder Minna Nørgaard patienterne fra de første gang får at vide, de måske har kræft og nu skal undersøges og eventuelt også igennem et langt behandlingsforløb.

Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre. Og har du en fødselsdag, et jubilæum eller lignende, du gerne vil have offentliggjort, så mail til red@byen.nu