Nyheder

Hotel Randers branden årets største opgave

Talen indledtes med at mindes de kollegaer, som i årets løb er afgået ved døden, hvorefter der blev afholdt et minuts stilhed. Koncernchefen slog fast, at trods udfordringer, går det stadigvæk godt for Falck, som i 2016 fylder 110 år. “Vi har fantastiske medarbejdere, som i usædvanlig grad bakker op om Falck og det arbejde, […]

Hotel Randers branden årets største opgave
Af Redaktion 2. januar 2016

Talen indledtes med at mindes de kollegaer, som i årets løb er afgået ved døden, hvorefter der blev afholdt et minuts stilhed.

Koncernchefen slog fast, at trods udfordringer, går det stadigvæk godt for Falck, som i 2016 fylder 110 år.

“Vi har fantastiske medarbejdere, som i usædvanlig grad bakker op om Falck og det arbejde, de udfører med at hjælpe andre mennesker,” sagde Allan Søgaard Larsen.

Spareøvelse
“Brandslukningsområdet har været præget af den nye beredskabsstruktur. Det er en spareøvelse, men giver også mulighed for nye samarbejdsformer med kommunerne,” konkluderede koncernchef Allan Søgaard Larsen.

Efter et længe leve og trefoldigt hurra for Falck, blev der budt på varme pølser, kaffe og slik.

Derefter indtog stationsleder Bjarne Jørgensen talerstolen. Han indledte med et tilbageblik på året 2015, og overbragte en stor ros til redderne fra områdelederen for ambulance, Jan Kjær Madsen.

“Der har været mange omvæltninger, og I har gennemgået en kvalitetskontrol, som har krævet mange kræfter, men viste, at alt bare er i den skønneste orden,” sagde Bjarne Jørgensen, som også kunne fortælle, at der i 2015 har været ekstra bud efter Falck på grund af stormene.

Hotel Randers branden trak tænder ud
Hvad angår brandområdet har 2015 været et normalt år.

“I 2014 blev det til 629 udrykninger. Og i aftes, da jeg skrev denne tale, var tallet nøjagtigt det samme for 2015. Dog blev statistikken lidt ødelagt her til morgen, da der opstod en mindre brand i Øster Bjerregrav,” oplyste Bjarne Jørgensen.

“Den største indsats i 2015 var branden på Hotel Randers. Det er en brand, vi vil tænke tilbage på mange gange og som krævede meget af jer alle sammen.”

“Det var en svær brand og få helt styr på, men takket være en kæmpe arbejdsindsats og dygtig ledelse lykkedes det. Det er jeres fortjeneste, at Hotel Randers allerede åbner igen i 2016.”

Stationslederen kunne samtidig oplyse, at den store internationale redningsøvelse, som blev afviklet på Langvang i maj, og hvor omkring 140 udenlandske redningsfolk deltog, var så stor en succes, at den bliver gentaget i december 2016.

Falck i Randers bliver den første station i landet, som ansætter en fuldtidsmentor, Susanne Kolstrup. Hun kommer fra en stilling på Jobcenter Randers, men er nu ansat af Falck til at hjælpe svage borgere ud på arbejdsmarkedet.

Til slut takkede stationsleder Bjarne Jørgensen samtlige personalegrupper ved Falck i Randers for en god arbejdsindsats samt for godt samarbejde med korpsets samarbejdspartnere.

Borgmesteren: I er der, når der er brug for jer
Borgmester Claus Omann Jensen (V) roste også redningspersonalet:

“Når der sker noget, er det med maksimal hjælp fra mennesker, som i virkeligheden ikke er så synlige om dagen, men lever det stille liv bagved. Men I står der, når der er allermest brug for jer,” sagde Claus Omann Jensen.

Der var også en personlig ros til stationsleder Bjarne Jørgensen.

“Jeg kalder stationen for ‘Bjarnes station’ fordi man kan se, at du mener det. Du bekymrer dig om personalet, for materiellet, og du bekymrer dig for Randers,” konstaterede borgmesteren, som også opfordrede redderne til at passe på sig selv.

Nyt navn: Beredskab og sikkerhed
Den afgående beredskabschef Peter Allentoft fik også ordet, og han understregede vigtigheden af, at uanset hvilket firmanavn, som står på bilerne, vil opgaverne være de samme, og kræve det samme af personellet. Det var med henvisning til, at Randers Brandvæsen ved nytårsskiftet ophørte med at eksistere, og hedder nu Beredskab og Sikkerhed.

Peter Allentoft erstattes af beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl. Peter Allentoft fortsætter i staben som beredskabsinspektør.

Omkring 80 nuværende og tidligere medarbejdere var mødt op. Dog manglede beredskabsinspektør Anders Dahl Jensen og nogle brandfolk. De var rykket til en mindre brand i en villa i Øster Bjerregrav. Familien havde selv reageret hurtigt, og det var medvirkende til, at branden ikke udviklede sig.

Se BILLEDGALLERI fra nytårsparaden – klik her.

Af RANDERSiDAG.dk

* Giv RANDERSiDAG.dk en ‘synes godt om’ på Facebook.

3 gode grunde til at investere i aktier i dag

Læs også: 3 gode grunde til at investere i aktier i dag

Sådan laver du et overskueligt budget

Læs også: Sådan laver du et overskueligt budget