Nyheder
Grøn omstilling løser ikke trængslen på vejene
I en radioudsendelse for nylig gjorde Venstres trafikordfører Kristen Pihl Lorenzen (KPL) sig til talsmand for, at nu er det altså vejenes tur til at blive tilgodeset, for nu er den kollektive trafik blevet tilgodeset meget de senere år. I samme åndedrag udtaler KPL, at den grønne omstilling på transportområdet er lige om hjørnet med […]
I en radioudsendelse for nylig gjorde Venstres trafikordfører Kristen Pihl Lorenzen (KPL) sig til talsmand for, at nu er det altså vejenes tur til at blive tilgodeset, for nu er den kollektive trafik blevet tilgodeset meget de senere år.
I samme åndedrag udtaler KPL, at den grønne omstilling på transportområdet er lige om hjørnet med el-biler, brintbiler osv., og at det derfor er vigtigt, at have fokus på udbygning af vejene.
Kære KPL, uagtet den nye grønne generation af el- og brintbiler er lige om hjørnet, så vil det i sig selv ikke løse de mange trængselsproblemer, der er mange steder i Danmark.
Vi kan bygge nok så mange veje, broer, tunneller m.v., men det løser ikke trængselsproblemerne i byerne, for man kan nu engang ikke bygge nye veje i tæt bebyggede områder. Det, at bygge nye veje, medfører altså ikke, at de selvsamme biler kan komme igennem byerne til deres bestemmelsessteder. Det burde være indlysende for en trafikordfører.
Derfor håber jeg meget, at KPL vil besinde sig og holde op med at være så ensidig fokuseret på, at bilismen nu skal opgraderes, og i stedet for i langt højere grad vil have fokus på, hvordan det vil være muligt, at gøre den kollektive trafik attraktiv og langt mere brugervenlig.
Hvis det lykkes, så vil megen af den persontranport, der i dag foregår med bilen, kunne flyttes over i kollektiv trafik, der for øvrigt også er mere miljøvenlig.
Så kære KPL: Det, at der kommer brintbiler og el-biler, er ikke et columbusæg, der med et snuptag løser trængselsproblemerne.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.