Nyheder
Folketingsvalg: Pæn debat mellem S og V
Det virkede ikke som en debat, der ligger lige foran et folketingsvalg, og da Venstre først åbner sit lokale valghovedkvarter den 1. december, kan man roligt konstatere, at der er længe til folketingsvalget. De to kvindelige politikere havde valgt at debattere bl.a. sundhed, uddannelse, miljø, udlændingepolitik og erhvervspolitik. På nogle områder var de faktisk både […]
Det virkede ikke som en debat, der ligger lige foran et folketingsvalg, og da Venstre først åbner sit lokale valghovedkvarter den 1. december, kan man roligt konstatere, at der er længe til folketingsvalget.
De to kvindelige politikere havde valgt at debattere bl.a. sundhed, uddannelse, miljø, udlændingepolitik og erhvervspolitik. På nogle områder var de faktisk både enige og uenige på samme tid:
Jeg går ind for nærsygehuse eller i det mindste udvidede sundhedshuse, sagde Iben Sønderup.
Det gør jeg også, kunne Britt Bager replicere, men det forhindrer ikke, at jeg langt hellere vil rejse langt for f.eks. at få en kvalificeret knæoperation af en ekspert end få den foretaget hos en læge, som sjældent laver den slags.
Meningsudveksling kom, da Britt Bager startede debatten om regioner eller ikke regioner. Hun har ikke besluttet sig endeligt. Det fik Iben Sønderup til at slå fast, at hun vil bevare regionerne, fordi hun hellere ser sygehusene styret af et lokalt politisk valgt regionsråd fremfor nogle embedsmænd i København.
Derudover vil jeg kæmpe imod den centralisering, som den nuværende regering har stået for. Jeg er sikker på, at nærhed vil have stor betydning også i fremtiden, sagde Iben Sønderup. Briit Bager kunne ikke lige genkende den omtalte centralisering, og kommunereformen blev nævnt som et eksempel – hun sagde:
Vis mig den socialdemokratiske borgmester, der i dag ville foretrække de gamle små kommuner og amterne. Det er ikke lykkedes mig at finde en eneste socialdemokrat, der gerne vil have skruet tiden tilbage. Hvad regionerne angår, så er der store geografiske forskelle. Succeshistorier i Nordjylland og Syddanmark og kedelig ting i hovedstaden, så regionernes lokale styringsform er ikke den mest optimale.
Debatten fortsatte på samme måde omkring de øvrige temaer, og ind i mellem var der tid til spørgsmål fra de 20 tilhørere. Nogle spørgsmål havde tendens af at være politiske kommentarer, og dem henviste ordstyrer Karin Hede fint til pauserne. Deltagertallet indikerer også, at der er lang tid fil folketingsvalg. Hvis de to kvindelige politikere gentager seancen til den tid, vil der uden tvivl komme mange flere. 3/4 af deltagerne var i øvrigt mænd.
Debatten blev optaget af Østjysk TV, som dækker de regionale politiske og kulturelle områder, og der vil man på et tidspunkt kunne følge duellen i sin helhed. På kabel-TV og YouTube. Det bliver inden valget.
Af Kurt Helge
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.
Af Foto: Kurt Helge