Vi bringer her Kim Brandt Thomsens rejsebrev fra Peru. I Sydamerika hedder han El Kibratho, som er en sammenskrivning af hans danske navn. Til daglig er han journalist i Randers Erhvervs- og Udviklingsråd. Hans bedre halvdel er peruaner.
Men nu til rejsebrevet:
“Allerførst er der dog lige en hurdle, der skal overstås. Interviewet på Den Jyske Ambassade, hvor hun med sine egne ord skal forklare, hvilke intentioner hun har med at tage til Jylland, og om hun nu også har tænkt sig at tage tilbage på den dato, der står angivet i hendes ansøgning om visum.
Når jeg som dansker rejser til Peru, så køber jeg en billet på nettet, pakker passet, tandbørsten og et par rene underbukser og så af sted. Jeg er nemlig velkommen i Peru. Ikke for mine penges eller for mine blå øjnes skyld, for jeg har ingen af delene. Men fordi man herovre mener, at åbenhed fremmer relationer, og desuden er man stolt af at kunne vise sit land frem.
Strammer loven en tand til
I Peru varetager Finlands ambassade udstedelsen af Schengen-visa i forbindelse med rejser til Danmark. Finland kan næppe klandres den stramme, danske udlændingepolitik, omend ambassaden her for en sikkerheds skyld synes at stramme den lige en tand til. Også i de 1000 søers land har man nok hørt om Pia Kjærsgaard.
Dagen i dag har været et stress og jag mellem ambassadekvarteret i Limas dyre bydel San Isidro, hjemmet en times kørsel derfra, og internetcafeer og kopicentre her og der. Frem og tilbage gennem trafikproppen, fra køen på vejen til køen på ambassaden. Vi har nemlig fået den tossede ide, at vi gerne vil have min kones niece Leslie med hjem på fredag på et tre måneders besøg i Danmark.
Pråter you deutsch
Vi forsøgte sidste år at få Leslie til Danmark som au-pair. Her dumpede hun imidlertid ved et uanmeldt telefoninterview, der foregik på engelsk. For at blive au-pair i Danmark skal man nemlig kunne tale dansk, norsk, svensk, tysk eller engelsk, så en eventuel opringning fra au-pairen til 112 vil kunne forstås af enhver dansk medarbejder. Jeg skal undlade at opremse de få undtagelser fra reglen her.
Vores eneste mulighed for et interview på ambassaden var i dag 26. januar, to dage før vores hjemrejse. Så alle papirer var ved vores første ankomst kl. 10.45 korrekt udfyldt og i det antal kopier, der var krævet. Det viste sig – ikke uventet – at være utilstrækkeligt set fra den anden side af skranken.
Fagre nye verden
Fra ambassadens side krævede man, at ansøgningen om Schengen-visum var håndskrevet af ansøgeren, og ikke – som formularen på internettet ellers lagde op til – udfyldt på computer og derefter underskrevet. Ja, fagre nye verden.
Ambassaden krævede tillige en erklæring om vores indkomstforhold (inklusive lønsedler), endnu en erklæring om, at vi har plads til at have besøg af Leslie (BBR-meddelelse plus spansk oversættelse) samt en sidste garanti: At vi skriftligt ville lægge hovedet på blokken for, at hun så også bliver sat på flyveren hjem til Lima 28. april i år.
Jeg kunne høre, at der blev slækket lidt på kravene, da min hustru for nogle meget korte bemærkninger blev inviteret inden for i interview-lokalet.
Skrankepaven lever
Jeg sidder i skrivende stund på Ferskenvej 150 i San Juan de Lurigancho og afventer resultatet. Ja eller nej? Billet og returbillet er booket, for at de kan løfte deres del af bevisbyrden. Årsrejseforsikring er købt og betalt. Den indgår også i det samlede billede af, om vores historie med ferierejsen holder vand, eller Leslie er på vej til Europa, hvor hun som fattigdomsflygtning vil blive udnyttet som billig arbejdskraft.
Jeg skal bare sige Embajada Finlandia til svigermor, så bliver hun helt revolutionær både i stemme og ansigtskulør. Når man har levet 73 år i et land, der spirer som servicesamfund og demokrati efter årtier med militærregeringers magtudøvelse, så mærker man lige en snert af denne magt og afmagt, når man sidder i ambassadens venteværelse og afventer sin dom.
På den igen i morgen
Kan jeg besøge min datter og mit barnebarn? Kan jeg besøge min mor? Det afgør den stramme dame på den anden side af den skudsikre glasrude. Har hun en af sine venlige dage, eller falder du på en detalje?
Meldingen er lige løbet ind over mobilen. Leslie har fået sit turistvisum, en lille Schengen-sticker, der skal klistres ind i hendes nyindkøbte, peruanske pas. Ja, fået og fået. Godt nok er den gratis, men det koster os lige en køretur til San Isidro igen i morgen. Selvfølgelig kunne det ikke blive i dag. Kontoret er lukket efter en meget lang dag.
Jeg behøver næppe at nævne, at deres usendte medarbejder fik det forkerte ben ud af sengen til morgen. Det er ingen spas at blive vækket ved 6-tiden, fordi en høne har fået den skøre ide at ville drukne sig i svømmepølen. Og et sporadisk morgenmåltid senere kunne vi så spendere det meste af en 30 grader varm solskinsdag holdende i kø på boulevarderne i en sort bil.”
Deres usendte medarbejder
El Kibratho, Ferskenvej 150
1. etape, Canto Grande
San Juan de Lurigancho
Lima, Peru
Skriv Rejsebrev i Byen.nu’s søgefelt på forsiden og find alle artikler fra Kim Brandt Thomsens fantastiske rejse til Peru.
Du kan kommentere rejsebrevet herunder.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre.
