Da boligpriserne begyndte at stige for 10 år siden, var det først og fremmest i København og på Sjælland, at boligejerne blev rigere.
Da priserne fra 2004-2006 steg med rekordfart var det i endnu højere grad i hovedstaden og til dels resten af Sjælland, at der kunne konstateres voldsomt stigende boligpriser. Men nu efter tre års prisfald i hovedstaden er det hele sat til igen. Det viser en beregning af se seneste 10 års boligprisudvikling, som EDC har lavet.
Hvis man i 1999 have købt en villa til 1 mio. kr., ville den i dag være ca. 1.750.000 kr. værd næsten uanset hvor i landet man havde købt for 10 år siden. Havde man købt villaen i hovedstaden var den 2.340.000 kr. værd i 2007, men er i dag nede på 1.710.000 kr. I Region Sjælland og Midtjylland ville villaen i dag være lidt mere værd, nemlig 1.790.000 kr.
“Ser man snævert på boligen som investeringsobjekt, var den bedste forretning over de forløbne 10 år altså at købe en villa i Region Midtjylland eller i Region Sjælland,” siger Jesper Hedegaard Jensen, der er statsaut. ejendomsmægler og valuar, MDE i EDC Ønskebo i Randers.
“Men nu er det sådan, at danskerne køber bolig for at løse deres behov for tag over hovedet og for at skabe en velfungerende ramme om familiens hverdag, så de færreste tænker i, om investeringen kan betale sig.”
Skulle investerings-synspunktet gennemføres 100 procent, var det slet ikke for 1 mio. kr. villa man skulle have købt i 1999, men derimod for 1 mio. kr. fritidshus i Region Sjælland. Det ville i dag være 2.420.000 kr. værd. Eller endnu bedre: Et fritidshus i Region Hovedstaden, som skulle have været solgt i 2007 for 2.950.000, hvorefter pengene skulle geninvesteres i en villa i Region Nordjylland. I så fald var millionen blevet til 3.090.000 kr. i dag.
“Tallene viser, at den forskel der blev skab i boligformuerne mellem Øst- og Vestdanmark i dag i væsentlig grad er udlignet. I hovedstaden hvor man havde de største prisstigninger har man efterfølgende også haft de største fald,” fortæller Jesper Hedegaard Jensen.
“Det ses desuden tydeligt, at krisen på boligmarkedet begyndte allerede i 2006 i Region Hovedstaden mens kurven først knækker for de øvrige regioner i 2007 og 2008. I Nordjylland ser vi stadig intet tydeligt knæk i prisudviklingen på villaer.”
Idet der er tale om indekserede priser, kan tallene ikke tages som udtryk for at boligerne nu koster det samme over hele landet. De er et udtryk for, at den procentuelle stigning i priserne over 10 år nu stort set er ens men at de absolutte priser stadig er forskellige. En villa i Region Hovedstaden koster i dag i gennemsnit ca. 17.800 kr. pr. kvadratmeter, mens den i Region Nordjylland koster ca. 9.500 kr. pr. kvadratmeter.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre.
Og har du en fødselsdag, et jubilæum eller lignende, du gerne vil have offentliggjort, så mail til red@byen.nu