Inden for få år skiftes DVB-T ud med DVB-T2, så så skal familien Danmark endnu engang købe en tv-boks for at kunne se det seneste udbud af tv-kanaler. Da danskere med en tv-antenne på taget i efteråret fik at vide, at de skulle anskaffe sig MPEG4-bokse for at være fremtidssikret og klar til digitale kanaler efter 2012, var det en sandhed med modifikationer, oplyser ing.dk.
For inden for ganske få år taler sandsynligheden for, at boksene skal udskiftes igen, når krav om flere kanaler i HD – og en dag også i 3D – presser broadcasterne til at sende tv endnu mere effektivt for at kunne være i radiospektret.
DVB-T gør det muligt at udsende fire-ti tv-programmer i en samlet datastrøm, kaldet en Mux.
Men med DVB-T2 får man 1,5 gang større udnyttelse af radiospektrummet, og så bliver det muligt enten at presse flere programmer eller programmer i højere kvalitet igennem æteren inden for den båndbredde på 8 MHz, som en UHF-Mux stiller til rådighed. Og det er blandt andet interessant for DR.
»Der er ingen, der siger, at HD ikke er fremtiden. Det er evident, at det er det,« siger rådgiver inden for strategi og politik i DR, Carsten Corneliussen til ing.dk.
»Behovet for mere kapacitet, når man beslutter overgangen til HD på de øvrige kanaler, det er en realitet. Hvordan kan man gøre det teknologisk? Kun ved at få mere kapacitet med for eksempel DVB-T2,« siger han.
Udsagnet kæder han blandt andet sammen med den voksende skærmstørrelse på danskernes tv-apparater. Store tv-skærme kræver nemlig også en stor billedopløsning a la den, HD er garant for, hvis billedet ellers skal stå skarpt.
Det er vigtigt, at forbrugeren ser sit tv som en computer, der kræver løbende opdateringer, lyder det fra Kenneth Wenzel, direktør i Open Channel.
»Vi er vant til at lave udskiftninger på en pc hvert tredje år, og hvis vi vil have HD-tv og 3D-tv, så er vi nødt til at lade teknologien udvikle sig på samme måde som mobiltelefonerne og købe nyt udstyr,« siger Kenneth Wenzel.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre. Og har du en fødselsdag, et jubilæum eller lignende, du gerne vil have offentliggjort, så mail til red@byen.nu