DR fjerner falske toner i X Factor

16. februar 2010

Når DR sender X Factor bliver de kommende stjerners stemmer hjulpet med computerprogrammer og en professionel reserve-vokal. Computerprogrammet hedder Autotune og er blevet standard-udstyr, når X Factor-deltagerne træder ind på scenen i den nye sæson af sangkonkurrencen. Sidste år hjalp Autotune Mohammed og Alien Beat Club med at holde tonen i finalen. Men i år…

Når DR sender X Factor bliver de kommende stjerners stemmer hjulpet med computerprogrammer og en professionel reserve-vokal.

Computerprogrammet hedder Autotune og er blevet standard-udstyr, når X Factor-deltagerne træder ind på scenen i den nye sæson af sangkonkurrencen.

Sidste år hjalp Autotune Mohammed og Alien Beat Club med at holde tonen i finalen. Men i år bliver den fleksible vokaleffekt brugt som sikkerhedsnet for alle deltagerne, kan Nyhedsbureauet Newspaq afsløre.

“Det var et enten-eller, og vi diskuterede det meget, inden vi startede. Vi har så valgt at tilbyde det til alle deltagerne i år, fordi det skulle være ens for alle,” fortæller DR-lydtekniker Ossian Ryner til Nyhedsbureauet Newspaq.

Brugen af Autotune var for eksempel tydelig, da sanggruppen 8210 i fredags optrådte med Ke$ha-nummeret ‘Tik Tok’.

Her blev lydeffekten ifølge DR-teknikeren skruet op for at ramme den originale lyd. Men som sidegevinst blev sangernes unoder luget ud.

Samtidig valgte DR at fjerne effekten på den svageste vokalist blandt de fire Århus-piger, fordi Autotune vælger en forkert tone, hvis man synger alt for falsk.

I stedet blev der fyret helt op for den professionelle korsanger i X Factor-bandet, der i omkvædene fyldte hullet ud med en stærkt Autotunes-manipuleret stemme.

Det høres tydeligt på den højeste kor-vokal knap tre minutter inde i klippet på YouTube:

Se her:

Den kraftige lydmanipulation gik da heller ikke upåtalt hen, da Remee bedømte 8210’s præstation.

“Folk kan brokke sig over, at I ikke kan synge skønsang eller noget. Men vi lever i år 8210, og der er det okay med Autotune og fart og ballade,” sagde Remee.

Mens ordet Autotune nok gik ubemærket hen i de fleste danske stuer, så blev det til gengæld fanget af diskussionslystne fagfolk.

På websitet Lydmaskinen.dk affødte det 93 indlæg fra brugerne med brug af ord som “snyd” og “skandale”.

“Programmet bliver solgt som en sangkonkurrence. Derfor synes jeg, det er snyd, ligesom når cykelryttere bruger epo. Hr. og Fru Danmark har jo ikke en jordisk chance for en ærlig vurdering,” siger lydtekniker Jesper Johansen til Newspaq.

DR’s programansvarlige underholdningsredaktør, Jan Lundme, kan dog ikke se problemet. Han kender ikke produktionen af 8210’s sang i detaljer, men forklarer, at der generelt er tale om en lydeffekt som den, der for snart mange år siden blev verdenskendt med Cher og i Danmark med Brødrene Olsen.

“Den har været brugt i over 10 år, og er også noget, man bruger, når man laver tv. Jeg synes ikke, det er snyd. Det er en effekt, ligesom når vi bruger rumklang,” lyder det fra Jan Lundme.

Men hvorfor overhovedet bruge Autotune?, spørger en af Danmarks mest efterspurgte sanglærere, Cathrine Sadolin, der for år tilbage var coach i sangkonkurrencen Popstars.

“Det er underligt at bruge Autotune i sådan et program. For det handler jo lidt om, at de skal kunne synge live. Og det er altså ikke særlig svært at synge rent. Det er et spørgsmål om teknik,” siger hun.

FOTO: DR – Remee, Pernille Rosendahl og Carsten Soulchok.

Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre.

Og har du en fødselsdag, et jubilæum eller lignende, du gerne vil have offentliggjort, så mail til red@byen.nu