Nyheder
Dommerne slugte madkonceptet
Vinderne af Danias Innovation Cup 2010 er finansøkonomstuderende Mille Simonsen, markedsføringsøkonomstuderende Maria Pharsen, serviceøkonomstuderende Susan Jakobsen, vvs-installatør-studerende Christian Johnsen og finansøkonomstuderende Kristian Brønnum Hansen. Deres koncept Smutvejen var resultatet af tre dages hårdt arbejde sidst i januar med at løse en konkret, innovativ opgave for Danish Crown. Ideen på bordet fra startenSmutvejen er et koncept […]
Vinderne af Danias Innovation Cup 2010 er finansøkonomstuderende Mille Simonsen, markedsføringsøkonomstuderende Maria Pharsen, serviceøkonomstuderende Susan Jakobsen, vvs-installatør-studerende Christian Johnsen og finansøkonomstuderende Kristian Brønnum Hansen.
Deres koncept Smutvejen var resultatet af tre dages hårdt arbejde sidst i januar med at løse en konkret, innovativ opgave for Danish Crown.
Ideen på bordet fra starten
Smutvejen er et koncept for unge, som gerne vil have nem og lækker mad. Vi foreslår, at frikadellefars af forskellige typer græsk, mexicansk, grøntsags og mors deller – laves i tuber med 500 gram. Det er et krav, at farsen skal være frisk og så tæt på hjemmelavet som muligt, siger Maria, der på markedsføringsøkonom-uddannelsen i Randers har valgt reklamespecialet.
De studerende i vindergruppen fortæller, at ideen med frikadeller på tube kom på bordet fra starten, og at de vendte tilbage til den efter at have overvejet mere vilde og innovative ideer.
I vindergruppen snakkede de om innovations-projektet hele tiden, også når de spiste, og arbejdede når de selv skal sige det – både ret intensivt og meget seriøst i løbet af de tre Innovation Cup-dage. Der blev dog tid til en enkelt kælketur.
Afviklet i Søhøjlandet i Gjern
Erhvervsakademi Danias Innovation Cup blev afviklet i Søhøjlandet i Gjern, og det overordnede tema var bæredygtighed og sundhed. De knap 500 studerende arbejdede gruppevis med opgaver for virksomhederne Danish Crown, McDonalds, Nordea, Urtekram, SundhedsDoktor og Royal Greenland. De mange ideer og produktforslag blev præsenteret på messestande, som de studerende selv havde opbygget.
Udover vinderprisen på 10.000 kr. uddeltes de studerendes egen pris på 5.000 kr. Den var sponsoreret af Nordea og gik til en gruppe studerende, som præsenterede forslag til, hvordan Nordea kommunikativt kan optimere den såkaldte Check-in pakke til unge med et spil på Facebook.
Utroligt, hvad de har nået
Jeg synes, det er helt utroligt, hvad de studerende har nået i løbet af de tre dage, siger HR-konsulent Anette Jacobsen, Danish Crown. Hun var med til at bedømme resultaterne fra de grupper, der havde løst opgaver for hendes virksomhed.
Det var interessant at se fortsætter Anette Jacobsen hvilke arbejdsmetoder, de unge brugte, og hvor nytænkende de var. Jeg synes, det var modigt, at flere grupper turde præsentere fysiske oplæg og prototyper.
Hos Danish Crown er vi vant til at arbejde med innovation, og vi valgte at støtte Innovation Cup for at få nye, konkrete input og for at blive bedre til at kommunikere til unge mennesker. Nogle ideer som fx vindergruppens var helt nye og vil kunne implementeres, men vi kan også lære noget af de øvrige, og jeg vil præsentere alle forslag for vores innovations-koordinator.
Gode ideer er grundlaget
Kreativitet og gode ideer er grundlaget for god innovation, men i et erhvervsøkonomisk perspektiv gælder det, at rigtig innovation først skabes, når de gode, kreative ideer føres ud i livet med en forretningsmodel, der sikrer forandring, sagde direktør for Midtjysk Turisme Fonden, Jens Hausted, da han åbnede messen på Innovation Cup 2010.
Og mens dommerne voterede, underholdt Jan Gintberg de mange studerende og kom med indspark til fortsat kreativitet og samarbejde. Den kendte stand-up-komiker fik de unge til at le samtidig med, at han gennemgik faserne i den kreative proces. Den handler om at sige ja, overraske og tvivle men i sidste ende vise mod og ærgerrighed.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre. Og har du en fødselsdag, et jubilæum eller lignende, du gerne vil have offentliggjort, så mail til red@byen.nu