Nyheder
Disciplin i folkeskolen
Er det politisk korrekt at bruge ordet disciplin i forhold til børn i folkeskolen i år 2016? Der synes i visse kredse at være en afstandstagen til denne glose. Associationer med den sorte skole, hvor “kæft, trit og retning” samt korporlig afstraffelse var dagens orden afskrækker politikere, skoleledere og lærere. En militaristisk forståelse, som vækker […]
Er det politisk korrekt at bruge ordet disciplin i forhold til børn i folkeskolen i år 2016?
Der synes i visse kredse at være en afstandstagen til denne glose. Associationer med den sorte skole, hvor “kæft, trit og retning” samt korporlig afstraffelse var dagens orden afskrækker politikere, skoleledere og lærere. En militaristisk forståelse, som vækker triste minder hos mange voksne. Der er imidlertid ikke tale om, at jeg ønsker at genindføre spanskrør eller kadaverdisciplin.
En mere nutidig forståelse af hvad disciplin dækker over, ønskes og bør italesættes. Modet til at praktisere disciplin i den bedste mening og med ét formål.
Jeg vil gerne stå på mål og være talerør for, at vi skal have mere disciplin i den danske folkeskole.
Bertel Haarder, tidligere undervisningsminister og nuværende kulturminister udgav i år 2006 en publikation med titlen “Vejledning om disciplin, god adfærd og trivsel i folkeskolen.”
I indledningen skrives bl.a.: “…senere års debat om uro, dårlig adfærd, manglende disciplin og mobning i folkeskolen”. “Ministeren peger på væsentligheden af, at der sættes ind, når elever tyranniserer hinanden med uro…”
Børne- og skoleudvalget var i Canada i efteråret. I Canada praktiseres disciplin. Vi var gæster i flere undervisningssituationer. Der var ro, arbejdsomhed, respekt for lærerene, en venlig tone overfor eleverne. Der var lys i øjnene hos både elever, undervisere og skoleledere. Ligeledes er der i Canada stor respekt om folkeskolen og vigtigheden af den opgave, som denne samfundsinstitution skal løse.
Den tydelighed er børnene så at siger bærere af, når de påbegynder deres skolegang.
Gode karakterer i skolen er synonym med gode og flere muligheder i livet. Jeg oplevede, at børn i 6. og 7. klasse allerede var meget bevidste om denne sammenhæng.
Jeg praktiserer og udøver disciplin hver eneste dag i mit professionelle virke som underviser. Min erfaring er, at det virker. En venlig, men bestemt tone, hvor eleverne har en 100 % entydig forståelse af, hvorfor de går i skole. De skal lære og blive klogere/dygtigere. Der hviler en tung byrde på deres skuldre, de skal overtage og videreudvikle vores samfund – vores Danmark.
Eleverne ved, at jeg er der for dem. De ved, at jeg har ambitioner med/for dem. De ved, at læring og viden kræver deres fulde tilstedeværelse og flid. De ved, at jeg står bag katederet, når klokken er præcis 8.00, og jeg forventer det samme af dem. De ved, at jeg gør mig umage hver eneste dag og ligeså, at jeg forventer det samme af dem. En forventningsafklaring mellem elev, forældre og lærere, som er tydelig. En professionel kommunikation, som er tydelig men venlig.
Det drejer sig om, at eleverne skal lære, at skolen er en arbejdsplads, hvor der må tages gensidig hensyn til hinanden.
Det er i den ånd, jeg forstår og praktiserer begrebet disciplin.
Disciplin, mener jeg, udgør en stor del af svaret på de udfordringer, der er vedrørende inklusion, dannelse og effektivisering (i Folkeskolereformen skrives, at tidligere 9. klasses niveau allerede erhverves i 8. klasse).
Jeg mener således, at den danske folkeskole skal tydeliggøre overfor elever og forældre, at disciplin, i den bedste forståelse af ordet, er med til at give mere ro, læring og dermed dygtigere elever.
Som en ikke uvæsentlig bonuseffekt følger lærere og skoleledere med mere overskud og virkelyst.
* Giv RANDERSiDAG.dk en ‘synes godt om’ på Facebook.