Nyheder
Det påvirker mig
Kære dig, kære jer, kære alle. Vi har alle tanker der banker, når ordende ‘seksuelt overgreb’ banker på. Det er et emne, der ofte bliver mørklagt og nedtonet. Men hvorfor? Er det fordi, vi er bange for at fremprovokere ubehagelige kommentarer, eller tilråb? Er der en mening med, at vi ikke giver os selv lov […]
Kære dig, kære jer, kære alle.
Vi har alle tanker der banker, når ordende ‘seksuelt overgreb’ banker på. Det er et emne, der ofte bliver mørklagt og nedtonet. Men hvorfor?
Er det fordi, vi er bange for at fremprovokere ubehagelige kommentarer, eller tilråb? Er der en mening med, at vi ikke giver os selv lov til at ytre vores mening om dette følsomme emne? Eller er det bare fordi, det er sådan et følsomt emne? For ja, det er et følsomt emne, og ja, det berører os alle sammen.
I 2014 blev der anmeldt 365 voldtægter, og jeg var en af dem.
Tabu og skyld
Hos de fleste vil tvivlen komme, om det mon var selvforskyldt. I nutidens Danmark bliver følsomme emner fejet af bordet. I nutidens Danmark bliver sådanne ting fejet af bordet. Vi tør ikke tale om dem. Så det er klart, i er uniformeret. Men det laver vi om på i dag.
Der er i disse tider en stor åben diskussion omkring skylden for et seksuelt overgreb. Den studerende Ebrahim Said, har langet ud efter kvinder. Kvinder der bære en let påklædning, er selv skyld i overgrebet, eller fremprovokerer det i hvert fald. Det var dét budskab han sendte ud til Danmark i 2015. Men det er så forkert.
Vi er ikke til fri afbenyttelse
Når kvinder vælger at gå ud i offentligheden mere eller mindre upåklædt, udfordrer de ikke skæbnen. Vi bor i et land, hvor det aldrig skal være en bekymring, at man i tide og utide kan blive tvunget til ubehagelige og grimme ting. Selv om kvinder vælger at tage en mavetop eller hullede bukser på, skal kvinder ikke ses som sex-objekter til fri afbenyttelse. Basta.
Der er ingen kvinder, der tager noget bestemt tøj på for at fremprovokere en voldtægt. Der er ingen kvinder, der ønsker at opleve en sådan voldsom, grufuld og traumatisk oplevelse, som en voldtægt nu er. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at det aldrig kan være kvinders ansvar, at et andet menneske, giver sig selv lov til at tage, hvad individet nu ønsker. Uanset.
Vi er så langt fremme, i vores fantastiske, objektive samfund, at det aldrig skal være en bekymring, om kjolen lige er en centimeter for kort.
Hvad er det dog for en verden, vi lader vores børn vokse op i? Skal vi til at opdrage vore børn til kun at måtte iklæde sig flyverdragt, når de skal ud i offentligheden? Der er ikke noget der burde hindre os i at gå klædt som vi har lyst til, selv i mørke gyder.
Jeg er rystet
Dette ømme emne har tændt en flamme i mig. Jeg forstår godt, hvis I ikke er så oprørte som jeg. Det var ikke et emne, der kunne tænde mig så voldsomt inden 2014. Men efter den voldtægt jeg var udsat for i 2014, er jeg nødt til at gøre noget. Nogen må træde frem og trampe i gulvet. Og i dag er det mig. Jeg vil påpege, at det aldrig, og jeg mener aldrig, er kvinders skyld. Aldrig skal der herske tvivl.
Jeg er glad for, Iat du har taget dig tid til at læse mit budskab. Jeg håber, alle nu vil gå ud i verden og aldrig stille spørgsmål til skyld. Jeg håber ligeså, at alle nu har en forståelse for et blødt og følsomt emne. Det er ikke vejen frem at nedtone emnet. Det skal frem, skinne klart igennem. Og slå tingende fast.
Én gang for alle.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook.