Nyheder
Det kommunale selvstyre tilbage til kommunerne!
Når man læser regeringens Aftaler om den kommunale økonomi for 2019 så vidner det om, at regeringen i ekstrem grad detailregulerer, hvordan kommunerne skal drive kommune. Nu senest for budget 2019 har regeringen besluttet, at kommunerne bliver modregnet i bloktilskud for de parkeringsafgifter, de har. Man tror det er en joke, men den er god […]
Når man læser regeringens Aftaler om den kommunale økonomi for 2019 så vidner det om, at regeringen i ekstrem grad detailregulerer, hvordan kommunerne skal drive kommune.
Nu senest for budget 2019 har regeringen besluttet, at kommunerne bliver modregnet i bloktilskud for de parkeringsafgifter, de har. Man tror det er en joke, men den er god nok. Hvor små sko kan regeringen gå i?
I Kristendemokraterne (KD) mener vi, at regeringens angreb på det grundlovssikrede kommunale selvstyre må høre op. Det kommunale selvstyre tilbage til kommunerne, for de er bedst til at drive kommuner – meget bedre end Christiansborg.
Regeringen lægger gang på gang begrænsninger på de kommunale kasser sådan, at kommunerne ikke må bruge de penge fx. indenfor serviceområder, som der er behov for og som kommunen reelt har penge til i kommunekassen.
Og hvis en kommune bruger flere penge end, den såkaldte serviceramme tillader, så bliver kommunen trukket i bloktilskuddet fra staten krone-krone.
Og når så der er nogle kommuner, der ikke ser anden mulighed for at få enderne til at nå sammen end at sætte skatterne op, så skal man pænt søge Indenrigsministeriet om lov hertil. Og får man så lov til at hæve skatten, så snupper Indenrigsministeriet typisk lige forlods 50% af provenuet. Det er fuldstændig skørt. Det at være kommunalpolitiker i dag, må være frusterende i den grad at have Borgens ånde i nakken hele tiden.
Jeg frygter, at borgere, der er politisk interesserede for deres kommune og deres region, nå nej, regionerne skal jo nedlægges, løber skrigende bort, for reelt har de så lidt indflydelse på det kommunale selvstyre.
I KD vil vi arbejde for, at det kommunale selvstyre skal tilbage til kommunerne. Herunder, at Indenrigsministeriet ikke skal kunne stække kommunerne økonomisk. Jamen, er der ikke bloktilskud fra staten? Jo, men det har jo vist sig at den gældende udligningsordning er et levn fra en fortid, som ikke tager højde for nutidens virkelighed i kommunerne.
Og lur mig om ikke en ny kommende udligningsordning heller ikke vil kunne løse de hårdt prøvede kommuners udfordringer.
I KD opfordrer vi alle folketingskandidater til det kommende valg at give vælgerne svar på, hvordan de hver især forholder sig til det kommunale selvstyre i Danmark – herunder om de vil være med til at foretage så drastiske ændringer, så der bliver et reelt kommunalt selvstyre i Danmark.
Det kommunale selvstyre tilbage til kommunerne, tak.