Nyheder
Der sker noget i Gjerlev
Har I opdaget det? Huse bliver solgt og nye mennesker flytter ind. Det er skønt at se, og alle de nye borgere bydes hermed velkommen til vores landsbysamfund. Der sker også ting og sager på den gamle skole. I den ene side er det nye menighedsråd godt i gang med få lokale håndværkere til at […]
Har I opdaget det? Huse bliver solgt og nye mennesker flytter ind. Det er skønt at se, og alle de nye borgere bydes hermed velkommen til vores landsbysamfund.
Der sker også ting og sager på den gamle skole. I den ene side er det nye menighedsråd godt i gang med få lokale håndværkere til at friske lokalerne op. De vælter vægge og lægger nyt gulv, der laves nye el-føringer, og der sættes nye lofter op.
I den anden side er kommunen nu gået i gang med at rydde ud i sagerne og gøre klar til renovering, så først og fremmest ældrecenteret kan få flotte lokaler til deres aktiviteter, Nørhald Egnsarkiv er også ved at gøre klar til at flytte ind. Efterhånden som projekterne skrider frem, bliver der også lokaler til rådighed for lokale ildsjæle og foreninger, der vil drive hobbyinteresser, klub eller andre arrangementer der holder gang i vores fantastiske lokalsamfund.
Skønt alle helst havde set en skole i lokalerne, må vi også erkende, at lokal ildhu nu bærer frugt. I løbet af foråret vil området igen fremstå venligt, imødekommende og indbyde til samvær, udvikling og liv. Men stedet skal have et navn. Hvad skal vi kalde stedet?
Til borgermødet i efteråret 2017 kom der mange gode bud. I lokalrådet har vi haft en afstemning for at udpege de fire bedste bud. Det var ikke let. Men fintælling afgjorde sagen.
Stedet skal hedde et af følgende:
Gjerlev Aktivitetshus.
Gjerlev Borgerhus.
Gjerlev Fælleshus.
Skolen.
Det er dig der afgør hvilket navn der er bedst.
I tiden frem til åbningen vil der pågå en afstemning, hvor alle har mulighed for at give deres mening til kende. Den afstemning hører I mere om i starten af marts. Men I kan godt glæde jer.
Navnet afsløres til åbningen som forhåbentligt bliver til maj.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.