Nej, det er ikke for meget sagt, at den lille stab, der har stået for, at der kommer julelys på Randers, har hængt hårdt i guirlanderne den sidste måneds tid.
“Arbejdet startede allerede i sommer. Én mand skiftede alle pærerne til guirlander og juletræer og tjekkede, at alt virkede, så det lå klar til brug her i november. Alt er prøvet af inden lysene tændes fredag klokken 16,” siger logistikchef hos Elro, Jens Nybo.
Ingen sparepærer
Det er en misforståelse, hvis man går og tror, at julebelysningen er ringere i år end normalt, fordi lovkrav kræver energisparepærer i guirlander og træer.
“Der er stadig glødepærer i guirlanderne og på træerne. De matte pærer, som vi kender derhjemmefra, er udgået pr. 1. oktober, men vi må bruge klare glødepærer frem til 2012, og så har vi selvfølgelig sat sådan nogle i”, fortæller Jens Nybo.
Kun i træ-alléen på Østervold er der besparende pærer. Her bruges dioder.
De sidste anstrengelser
I formiddag var Elros julesjak i gang med de sidste anstrengelser: Pynten på julebyens huse på Rådhustorvet. Og, så skal vi da lige nævne, at der er et hængeparti: Juletræet på hjørnet af Paderup Boulevard og Århusvej, dvs. plænen ved McDonalds.
Her kan Elro først komme til torsdag, fordi et asfaltarbejde kom på tværs.
Ellers kan Byen.nu tilføje, at der ikke er styr på, hvor mange kilometer guirlander og lyskabler, der nu hænger over gaderne. Og at guirlanderne er af plastic og genbruges år efter år.
Hold nu fingrene…
“Nu håber vi bare, at træerne kan stå i fred. Nogle finder altid på at lave hærværk. Så skruer de pærerne ud af fatningerne og smider dem på jorden. Det vil vi gerne undgå”, siger Jens Nybo, Elro.
Logistikchefen garanterer for Elros løbende vedligeholdelse, hvis der skulle gå en pære eller 100.
Fredag klokken 16 tændes lysene i guirlanderne, på Østervolds faste træer samt i byens syv juletræer.
Og så er det næsten jul.
Af Henrik Lykke Jensen
Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her på siden til højre.