Nyheder
Borgmester Hansen rejser til Kina
“Kinas økonomi går fortsat godt, og kineserne får flere og flere penge mellem hænderne. Det gør det kinesiske marked rigtig interessant. Samtidig er der stor interesse for det danske uddannelsessystem, for rejsemål i Danmark og erhvervssamarbejde. Og ikke mindst så glæder vi os til at deltage i første spadestik til Danish Crown-fabrikken,” siger Torben Hansen, […]
“Kinas økonomi går fortsat godt, og kineserne får flere og flere penge mellem hænderne. Det gør det kinesiske marked rigtig interessant. Samtidig er der stor interesse for det danske uddannelsessystem, for rejsemål i Danmark og erhvervssamarbejde. Og ikke mindst så glæder vi os til at deltage i første spadestik til Danish Crown-fabrikken,” siger Torben Hansen, borgmester og repræsentant for Randers Kommune i delegationen.
I sommeren 2017 rejste en delegation fra den kinesiske by Pinghu til Randers for at underskrive en partnerskabsaftale mellem de to byer. Kontakten opstod i forbindelse med slagterikoncernen Danish Crowns beslutning om at bygge en fabrik i Pinghu. Fabrikken skal blandt andet producere detailpakket dansk grisekød, pølser og bacon.
Nu er det blevet tid til at tage første spadestik, og derfor har Danish Crown inviteret en delegation fra Randers til Kina. Med på turen er repræsentanter fra Randers Kommune, Visit Randers, VIA University College og Erhvervsakademi Dania. Randers Kommune repræsenteres af borgmester Torben Hansen, kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt og erhvervs- og udviklingschef Dennis Jensen.
Udover besøget ved Danish Crowns nye fabrik er formålet med turen at gøde jorden for et større kommercielt samarbejde mellem aktører i henholdsvis Randers og Kina. Borgmester Torben Hansen vil som delegationsleder deltage i en række møder, hvor han vil overbringe ønsker til fremtidige samarbejder. Randers Kommune og Visit Randers har et særligt ønske om at indgå samarbejder med rejsebureauer, der kan åbne de kinesiske turisters øjne for Randers.
På uddannelsesområdet er der allerede et godt samarbejde omkring eksport af uddannelser og udveksling af praktikpladser. VIA University College og Erhvervsakademi Dania ønsker med deres deltagelse i turen at udbygge og styrke samarbejdet.
* Delegationen rejser til Kina lørdag d. 24. marts og vender hjem torsdag d. 29. marts, med undtagelse af erhvervs- og udviklingschefen og Visit Randers, som bliver i Kina i yderligere fire dage for at mødes med rejsebureauer, deltage i en national turistmesse og mødes med turistoperatører i forbindelse med en H.C. Andersen-event i den store H.C. Andersen-forlystelsespark i Shanghai.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.