Der er i øjeblikket over 68.000 boliger til salg i Danmark, men hvis man tror, at det får boligkøberne til at miste overblik og beslutningsevne, så tager man fejl. Faktisk viser det sig, at de danske boligkøbere er særdeles målbevidste og beslutsomme.
Det er konklusionen på en undersøgelse, der baserer sig på en rundspørge i EDC-kædens brugerpanel, som har over 1000 medlemmer. 415 medlemmer, der repræsenterer et bredt udsnit af befolkningen, har bidraget med deres erfaringer inden for boligsøgning.
Jesper Hedegaard Jensen, der er statsaut. ejendomsmægler og valuar, MDE hos EDC Ønskebo i Randers pointerer, at oplevelserne på boligmarkedet kan være meget forskellig, alt efter om man er køber eller sælger.
“For den boligejer, der har sit hus eller lejlighed til salg i øjeblikket, kan situationen opleves anderledes langsommelig. Når størstedelen af køberne kan træffe deres valg efter cirka fem fremvisninger, er der i sagens natur et stort boligudbud, som slet ikke når at få de pågældende køberes opmærksomhed”, siger Jesper Hedegaard Jensen.
Landets mest beslutsomme boligejere bor i Region Syddanmark, hvor 76 procent af de adspurgte svarer at de slog til efter højst 5 fremvisninger. Indbyggerne i Region Hovedstaden er længst tid om at beslutte sig, her svarer 44 procent, at de købte boligen efter højst fem boligfremvisninger. En oplagt forklaring er, at mange boligkøbere i Region Hovedstaden kigger efter lejligheder, hvor udbuddet inden for samme lejlighedstype og i samme afgrænsede geografiske område er markant større end i resten af landet.
Flertallet bruger max. seks måneder
Ser man på den tidsperiode hvor køberne har været i markedet, behøvede størstedelen (68 procent) højst seks måneder for at blive så afklaret, at de slog til og købte boligen. Faktisk var 44 procent af køberne færdige med boligsøgningen allerede efter tre måneder og klar til at købe.
Deltagerne i EDCs brugerpanel har også besvaret hvilke midler, de primært anvender i boligsøgningen. Her kommer internettet, aviser og mæglerbutikkerne ind som en klar Top 3 i nævnte rækkefølge.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s nyhedsbrev her på siden til højre.