Nyheder
Bogvenner er her for at være noget for hinanden
Ella Vinther Sørensen har altid hygget sig med at læse magasiner og blade, men begyndte at fatte interesse for bøgerne på sine ældre dage. Det var en af hendes døtre, der gjorde hende opmærksom på muligheden for at få en bogven. “Bøgerne er lige sagen. Jeg har snart læst alt fra Jane Aamund og Morten […]
Ella Vinther Sørensen har altid hygget sig med at læse magasiner og blade, men begyndte at fatte interesse for bøgerne på sine ældre dage. Det var en af hendes døtre, der gjorde hende opmærksom på muligheden for at få en bogven.
“Bøgerne er lige sagen. Jeg har snart læst alt fra Jane Aamund og Morten Korch, og nu skal vi tale om, hvad Kristen så skal finde til mig. Jeg bliver hele tiden klogere – Kris ved alt om bøger,” siger Ella.
De to har været bogvenner i snart tre år, og på den tid har Ella læst 140 bøger. De sludrer altid lidt, når bøgerne bliver hentet og leveret. Kristen har frabedt sig kaffe, og Ella kommenterer hver gang på, at han heller ikke spildte på sig selv denne gang.
At være bogven er et sammenfald af to store interesser for Kristen Poulsen Kristensen. Væggene i hans hjem er dækket af bøger, som både han og hans kone læser, og frivillighed har altid været en stor del af Kristens liv af en ganske særlig årsag.
At give en gave
Da Kristen var ni år, oplevede han den store sorg at miste sin far. Ikke længe efter stillede hans mor ham et spørgsmål, der har været med til at definere hans liv.
“Kristen, hvorfor er vi sat her på jorden,” spurgte hun. Hun havde selvfølgelig ikke regnet med, at hendes ni-årige søn kunne svare på spørgsmålet, som hun derfor selv besvarede med: Det er vi for at være noget for hinanden,” fortæller Kristen og fortsætter:
“Det er ikke en pligt for mig at være frivillig. Det er en god oplevelse, og specielt når man kommer til en med et humør som Ellas. Jeg har det sådan, at det er skønt at få en gave – men det er endnu bedre at give en.”
* Hvis man godt kunne tænke sig at være frivillig eller få en bogven, så kan man kontakte frivilligkoordinator Dorte Pedersen på tlf. 51 54 66 94 eller mail dop@randers.dk.
* Bogvenner er et samarbejde om bogudlån for ældre, hvor frivillige henter bøger til ældre, der ikke kan komme på biblioteket selv. De frivillige henter bøger hver 6. uge eller efter aftale med deres bogven.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.
Kristen og Ella med bøgerne.Kontaktinformation
Dorte Pedersen, frivilligkoordinator i Randers Kommune, tlf. 51 54 66 94