Nyheder

At kikke kartoflerne i øjnene

Vi bringer her Kim Brandt Thomsens rejsebrev fra Peru. I Sydamerika hedder han El Kibratho, som er en sammenskrivning af hans danske navn. Til daglig er han journalist i Randers Erhvervs- og Udviklingsråd. Hans bedre halvdel er peruaner. Men nu til rejsebrevet: “Alene i Peru har man 4000 forskellige sorter papas, hvoraf deres udsendte medarbejder […]

At kikke kartoflerne i øjnene
7. januar 2010
Af Redaktion

Vi bringer her Kim Brandt Thomsens rejsebrev fra Peru. I Sydamerika hedder han El Kibratho, som er en sammenskrivning af hans danske navn. Til daglig er han journalist i Randers Erhvervs- og Udviklingsråd. Hans bedre halvdel er peruaner.

Men nu til rejsebrevet:

“Alene i Peru har man 4000 forskellige sorter papas, hvoraf deres udsendte medarbejder har været så heldig at beskæftige sig med en hel promille siden ankomsten til Lima 28. december.

Den almindelige gule/hvide kartoffel fik vi serveret i går i en causa. Causa er kold kartoffelmos iblandet limesaft og chili og med et mellemlæg af kyllingestykker i majonaise. Sluttelig garneret med kogte æg på toppen. Serveres med kogte ris til. En frisk frokostret a la Peru.

Yuca-kartoflen fik vi serveret forleden til paneret, stegt fisk med rigelige rødløg. Yucaen serveres stegt i olie, hvor den bliver træagtig og trådet at se på. Den har en så forrygende smag, at det helt retfærdiggør den manglende brug af sovs på disse kanter. Kartoflerne kan udmærket stå på egne ben. Evt. sammen med ris.

Camote, sweet potato, er en flot orange kartoffel, der gør sig til Ceviche. Ceviche er en kold ret bestående af rå fisk og skaldyr, som iblandet ringe af rødløg og mængder af små, stærke chilistykker, er overhældt med limesaft ad libitum. En frokostret, der har ry for at gøre en mand til en rigtig mand. Et friskt pust fra havet.

Chuño er den sidste kartoffel, jeg vil nævne her. Svigermor Sofia har lige vist den andægtigt frem for mig. Chuñoen har sin oprindelse i det højeste Andes, hvor svigermor selv har sine rødder. Kartoflen har den egenskab, at den kan gro helt op til permafrosten, og så kan den lufttørres, så den er let at transportere.

De største kartofler vejer i tørret tilstand næppe et par gram, og de kan holde sig ubegrænset. Lægger man dem i vand, suger de som en svamp, og man har sig en spise- eller læggekartoffel.

Guld og tyskerklumper
Spanske soldater, udsendt af Kejser Karl, bragte kartoflerne til Europa i 1537 sammen med alt det stjålne inka-guld. Det var sandsynligvis de franske huguenotter, som omkring 1720 bragte kartoflen til Danmark.

Kartoffeldyrkningen i Danmark kom først rigtigt i gang med kartoffeltyskerne, som Kong Frederik V senere i 1700-tallet hentede til landet for at få heden opdyrket.

Helt op til ca. 1820 betragtedes kartoflen af almindelige mennesker som uværdig til menneskeføde. Man kaldte kartoflerne for tyskerklumper, og de blev betragtet som svinefoder.

Kartoflen – liv og død
Først omkring 1. verdenskrig fandt man ud af, at kartoflen havde et stort indhold af C-vitamin, og at det var kartoflens udbredelse som menneskeføde, der fik skørbug til næsten at forsvinde i slutningen af 1800-tallet.

Man kan ikke tale om kartoflen uden også at omtale kartoffelskimmel-katastrofen, der bredte sig over hele Europa i 1845-1847. Kartoflerne rådnede op på markerne, og millioner af mennesker døde af sult.

Dog ikke i Danmark, hvor det dengang stadig kun var de danske svin, der spiste kartoflerne.

I Irland, hvor almindelige mennesker levede overvejende af kartofler, døde langt over en million af sult på to år.

You say potato
For den menige peruaner her er kartoflen stadig basisføde. Dog i stigende grad sammen med ris, som – med den asiatiske indflydelse i regionen – efterhånden fylder halvdelen af tallerkenen. I bogstaveligste forstand.

Det er mere reglen end undtagelsen hos min peruanske familie, at der til dagens ret er både ris og kartofler og i rigelige mængder. Min kone trækker ofte lidt på smilebåndet af vores 125 grams kogeposer derhjemme, der skulle være beregnet til 2-3 personer. Hernede hælder man i 10-litersgryden fra femkilosposen.

Sommertøj
Vores drenge lider da umiddelbart heller ikke nogen nød. Kun har jeg det som forælder lidt skidt med, at André på 13 åbenbart har fået pakket noget lidt for varmt tøj ned i sin kuffert. Igen og igen ser jeg ham gå hen og åbne køleskabet og stå der i længere tid. Storebror Giancarlos på 18 det samme. Vi må hellere ud at købe noget sommertøj til drengene.”

El Kibratho
Ferskenvej 150,
Etape 1, Canto Grande
San Juan de Lurigancho
Lima, Kartoflens Hjemland

Du kan kommentere rejsebrevet herunder.

Du kan tilmelde dig Byen.nu’s nyhedsbrev her på siden til højre.

3 gode grunde til at investere i aktier i dag

Læs også: 3 gode grunde til at investere i aktier i dag