Randers vælger cyklen frem for bilen

Torsdag 14. marts 2013 kl: 07:07



Randers vælger cyklen frem for bilen
Regeringen vil have flere til at cykle. Derfor har transportministeren inviteret kommuner, statslige institutioner og cykelorganisationer til
seminar torsdag den 14. marts. I Randers har man allerede fundet opskriften til at få borgerne til at droppe bilen og springe på cyklen.

Kommunen vedtog i 2011 en ambitiøs cykel- og stipolitik. Derefter gik man i gang med at udlåne elcykler til borgerne, lave cykel- pilotområder, anlægge nye cykelstier og parkeringer samt en cykelring rundt om midtbyen i Randers

Anstrengelserne ser nu ud til at have givet pote. De nyeste tal fra 2012 om folks transportvaner, som er lavet af DTU - Danmarks Tekniske Universitet viser, at andelen af cyklister i Randers er steget med 45 procent. Den største stigning er sket på de korte ture, hvor borgerne har fravalgt bilen og er sprunget på cyklerne. De nye tal offentliggøres i Randers´ cykelregnskab i april. De gode resultater glæder borgmester Henning Jensen Nyhuus:

”Jeg er meget stolt over cykelregnskabets flotte tal. Det er et resultat af, at vi både har været i dialog med borgerne for at høre, hvad der kan motivere dem til at cykle mere og samtidig har sat en masse cykeltiltag i gang,” siger Henning Jensen Nyhuus, borgmester i Randers Kommune.

Forandringsvillige borgere
Udover det øgede antal cyklister viser cykelregnskabet også en stigning i antallet af cyklister, der føler sig sikre i trafikken, en stigning med tilfredsheden af antallet af cykelstier i kommunen, og at 73 procent er tilfredse med Randers som Cykelby:

”Det er svært at flytte folks transportvaner. Jeg er derfor utrolig glad for, at cykelregnskabet viser, at borgerne i Randers kommune er så forandringsparate, at de på få år er sprunget fra bilerne over på cyklerne,” fortæller Kasper Fuhr Christensen, der er formand for Miljø- og trafikudvalget i randers Kommune.

Tværfagligt samarbejde virker
Randers Cykelby har i flere år samarbejdet med daginstitutioner, skoler, virksomheder og idrætsforeninger:

”Vores intensive fokus på cykling og det tværfaglige samarbejde gør, at vi når alle befolkningsgrupper i alle aldre. Vi har netop startet et samarbejde med studerende fra teknisk gymnasium Tradium i Randers, der låner Randers Cykelbys elcykler. De skal dyste om hvilke klasser, der har flest kilometer i benene. Vi udvikler os hele tiden som Cykelby, og det giver resultater,” siger Birgit Berggrein, projektleder for Randers Cykelby.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.