Det handler om Danmarks sikkerhed

Fredag 15. marts 2019 kl: 08:08

Det handler om Danmarks sikkerhed
Nick Zimmermann, Danmarksgade 15, Randers - byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Randers. Folketingskandidat.
LÆSERBREV Af Nick Zimmermann - Byrådsmedlem i Randers Kommune og folketingskandidat

Forleden kunne en aktindsigt fra Radio24syv afsløre, at 45 personer, der er mistænkt for at være radikaliserede - blandt andet ved at udvise sympati for Islamisk Stat - er forsvundet fra asylcentre og udrejsecentre.

Der er altså ingen der ved, hvor disse personer, der potentielt er ekstremt farlige, befinder sig, og man kan kun frygte, hvad de får tiden til at gå med.

Det er selvfølgelig dybt problematisk, at det overhovedet er muligt at stikke af på den måde. Jeg mener derfor, at det bør være muligt at asylsøgere, der er mistænkt for radikalisering, skal have fodlænke på, så politiet kan holde øje med dem. Og det kan da godt være, at nogle fra venstrefløjen ser det som en straf, men vi kan ikke tage hensyn til islamisternes fine fornemmelser, og så skal vi selvfølgelig tænke på borgernes og Danmarks sikkerhed. Det er det vigtigste.

Vi burde aldrig nogensinde været kommet hertil, at radikaliserede og potentielt meget farlige IS-sympatisører, kan rende frit rundt i Danmark, uden at vi ved, hvor de befinder sig. Blandt andet derfor er det også så nødvendigt, at vi begynder med massive hjemsendelser så hurtigt som overhovedet muligt.

Her mener jeg selvfølgelig både dem, der er dømt for kriminalitet, samt folk der sympatiser med IS, men bestemt også alle dem, der har fået afslag på asyl og ikke har lovlig opholdstilladelse i Danmark. Samtidig skal der indføres et asylstop, permanent grænsekontrol ved alle grænseovergange, og så skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at finde de 45 personer, der er stukket af, så vi kan få smidt dem ud af vores land. Det handler om Danmarks sikkerhed.

Det vil jeg kæmpe for, hvis jeg bliver valgt til Folketinget. Jeg vil være jeres og Danmarks stemme.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.