Fuhr og Overmark er ikke politikere

Fredag 29. maj 2015 kl: 11:44

Fuhr og Overmark er ikke politikere
Iben Sønderup, Langå - byrådsmedlem (S).
LÆSERBREV Af Iben Sønderup, Langå - byrådsmedlem (S).

Det må virkelig være fedt at være journalist i Randers. For udover at der nu er en folketingsvalgkamp, der skal dækkes, så er Randers Byråd altid leveringsdygtig i saftige historier og vilde skandaler.

Nu har jeg været byrådspolitiker i Randers Kommune i knap halvandet år. Jeg stillede op for at lave et solidt stykke politisk arbejde og føre noget socialdemokratisk politik til gavn for borgerne i vores kommune. Og det har jeg gjort efter bedste evne og under de givne rammer.

Men stor blev min undren over Beboerlistens og Velfærdslistens måde at arbejde på, da jeg blev valgt ind i byrådet. Ved alle byrådsmøder sender de stribevis af ændringsforslag og spørgsmål om alt mellem himmel og jord og holder endeløse taler om de mindste petitesser.

Men ikke nok med det. Under den langvarige og tænderudtrækkende skoledebat er vi, der turde tage ansvar, blevet beskyldt for de utroligste ting. Vi er blevet beskyldt for at være løgnere. Vi er blevet beskyldt for at være kriminelle. Og vi er blevet beskyldt for at være nogle bangebukse – og det af et par lokallister, som aldrig nogensinde selv har turdet tage et politisk ansvar for noget som helst.

Men det var ikke nok for Velfærdslisten og Beboerlisten. I efteråret 2014 anklagede de to lokallister Randers Kommunes forvaltning for dokumentfalsk og forlangte tre af kommunens øverste chefer suspenderet. Det foregik for åbent tæppe i pressen – og forvaltningens ansatte havde ikke en chance for at forsvare sig i den situation.

For nylig kom så endelig Statsforvaltningens afgørelse på den sag: Randers Kommune har handlet i overensstemmelse med loven. Alle de beskyldninger, Beboerlisten og Velfærdslisten er kommet med, har intet på sig. Jeg kan godt forstå, at borgerne i Randers kommune undrer sig og er forvirrede over, hvad der foregår.

Når jeg ser på det forløb, og på mange andre mindre sager, kan jeg kun konkludere én ting. Kasper Fuhr Christensen, Velfærdslisten, og Bjarne Overmark, Beboerlisten, er ikke politikere. De er systemkritikere. De lider af overdrevne revolutionsfantasier, og deres højeste ønske er at lægge det politiske arbejde ned og vælte forvaltningen.

De er ligeglade med, om der sidder en venstremand eller en socialdemokrat på borgmesterposten, for Venstre og Socialdemokraterne er de onde system-repræsentanter i deres optik, mens de selv er de revolutionære helte, der bekæmper det onde system med alle tilgængelige midler. Og pressen labber det hele i sig, fordi det er en god historie.

Læs også SØNDERUPS FORVRÆNGEDE FANTASIER - klik.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.



© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Del på Facebook   Print siden   Send denne side til en ven  

Flere nyheder i denne sektion:

- Hvem passer på os og vores børn?
- Debatmøde var et lyttemøde
- Jeg forstår ikke den socialdemokratiske logik
- Hvad var det dog, der skete?
- Luk moskeerne!
- Så fik sagen den drejning vi frygtede
- Vores børn fortjener mere end tomme ord
- Danmark er danskernes land
- Besparelser rammer folkeskolebørnene
- Socialdemokratisk plattenslageri om pension
- Problematik til hjørne
- Tanker om det politiske klima

Kommentarer til artiklen:
Iben Sønderup har turdet tage ansvar??
Iben Sønderup mener at hun har turdet tage ansvar og at selv det skulle være positivt.
Måske ville mange mene at indholdet af det man tager ansvar for var meget bedre ??
Men indholdet ønsker man jo netop ikke at tale om, når man begynder på personangreb.
Når man gør det så er det jo fordi man god ved at man har en dårlig sag selv og det har IS.
At hun mener sig i stand til at påtage sig ansvaret for skolestrukturen og forløbet af "debatten" taler til hendes fordel på nogen måde og rækker til personangreb af denne karakter, taler på ingen måde til hendes fordel.
Jeg kan angive IS mange gode grunde til at undre sig over Randers Byråd, men de grunde burde IS måske selv kunne tænke sig til, når hun lader sig vælge til at repræsentere andre.
Men det er måske ikke det essentielle for IS
Flemming Scheel Andersen
Højtoftevej 16
Gjerlev J
30-05-2015 18:28:12

Systemkritikere i et demokratisk land
Finn, der er forskel på at være systemkritiker i et demokratisk land og i et diktatorisk land.
Derfor en sober og god beskrivelse af Iben.
Heldigvis er der også kommet positive bemærkninger fra det store demokratiske flertal, så vi ikke blot skal læse fra de 4-5 personer, der støtter systemkritikerne i Randers.
Arne Erikslev
Søren Møllers Gade 11
8900 Randers C
30-05-2015 11:14:18

Og Arne Erikslev og Venstre Randers fortsætter løgnene
Hvor er det dog trist, at Venstre Randers er så ringe besat og med Arne Erikslev i spidsen fylder de lokale medier med løgn i forhold til at dæmonisere borgere, som Randers Venstre har set sig sure på.

Skal jeg fortælle sandheden Arne? For du magter det jo ikke.

Arne skriver om mig: "en tidligere kommunist Kalle"
- Sandheden: Jeg er ikke 'tidligere' politisk aktiv på nogen måde - og har som borgere flest stemt på forskellige partier gennem livet. Højredrejningen i dansk politik i de senere år fik mig til gengæld til for første gang i mit liv til at gå ind i politisk parti-arbejde. Det gjorde jeg efter grundig overvejelse for Enhedslisten, som er Danmarks absolut mest anstændige, og mest både medmenneskelige og miljø-orienterede parti. Og så er det et ultra-demokratisk parti, langt fra det flertalsdiktatur som Venstre Randers og DF står for i Randers.

Arne E skriver: "[Kalle] havde på et byrådsmøde et spørgsmål om en enkelt skraldespand på en skole, hvor låget ikke var lukket, så der måtte være en stor miljørisiko. Hertil svarede Frank [Nørgaard], at det var pudsig, at et sådan spørgsmål skulle komme fra en repræsentant fra Beboerlisten[...].
- Sandheden: Jeg stillede spørgsmål i byrådets åbne spørgetid (det kan alle borgere) for at få afklaret ansvarsforholdene om skrald på skolernes nærområder og eksterne anlæg. I Enhedslisten mener vi nemlig, at børn fortjener at vokse op i et skraldfrit miljø omgivet af voksne rollemodeller, der sørger for dette.
- Sandheden også: Jeg er bestyrelsesmedlem i Enhedslisten Randers. Beboerlisten er en tværpolitisk lokalliste (tværpolitisk gren af Randers Lejerforening) som Enhedslisten Randers anbefalede at stemme på til kommunalvalget 2013, fordi Enhedslisten Randers i 2013 ikke selv stillede kandidater op. Såvel Beboerlisten som Velfærdslisten er guld værd for borgerne, demokratiet og den offentlige forvaltning i Randers Kommune. Begge lister har en anstændig politik, der tager borgere, god forvaltningsskik og nærdemokratiet alvorligt ... i modsætning til Venstre Randers og vedhænget DF.
- Sandheden også: Det er nogenlunde korrekt gengivet hvad Frank Nørgaard (DF) sagde ... og det er vist et udmærket afsluttende eksempel på hvilket bundniveau DF-byrådsmedlemmerne befinder sig på...
Kalle Nielsen
Scandiagade 14
Randers
30-05-2015 08:18:36

Spot On
Du rammer helt korrekt Iben, Tak for det, dejligt at se nogen udtale sig som sidder med ved bordet, det kunne være at hvis , embedsmænd og andre fra forvaltningen fik taletid, så ville borgerne endelig kunne se sagen fra 2 sider og måske forstå at det ikke drejer sig om hetz og lign. men simpelthen ro til at arbejde, et er byrådssalen, et andet er råd fra og nævn.
Kenneth Troelsen
Gl.Hobrovej 157
8920
29-05-2015 23:04:30

Nu, mens vi er i det muntre hjørne,
Arne Erikslev, kommer jeg i tanke om et HELT læserbrev, som vi ofte har moret os over, et læserbrev som handlede om et cigaretskod på fortovet uden for læserskribentens dør i Søren Møllers Gade.
Det var selvfølgelig ganske på sin plads at påtale det i et læserbrev. Desværre besidder jeg ikke samme overskud til at påtale, når jeg ser f.eks. Venstrefolk henkaste cigaretskodder på gader og stræder.
Finn Rytter Larsen
Blenstrupvej 30
Gjerlev
29-05-2015 23:02:57

Godt gået Iben
En sober fremstilling af de to listers systemkritikere.
Forventlig, så kommer deres 5 - 6 bagmænd på banen.
Et eksempel på dit skriv: den tidligere kommunist Kalle havde på et byrådsmøde et spørgsmål om en enkelt skraldespand på en skole, hvor låget ikke var lukket, så der måtte være en stor miljørisiko.
Hertil svarede Frank, at det var pudsig, at et sådan spørgsmål skulle komme fra en repræsentant fra Beboerlisten, da de jo havde påklistret plakater på telefonkasser og forsyningsselskabernes materiel, som er ulovligt. Svaret gav almindelig morskab i byrådssalen.

Arne Erikslev
Søren Møllers Gade 11
8900 Randers C
29-05-2015 22:22:10

Bliv dog løsgænger!
For socialdemokrat er Iben i hvert fald ikke. En ægte socialdemokrat misinformerer ikke kommunens borgere om hvad der sker i byrådet - men det gør Iben Sønderup, og den slags er ødelæggende for Socialdemokratiet Randers.

Vi er jo nogen, der rent faktisk tropper op til byrådsmøderne, og derfor ved, at Iben Sønderup skraber bunden på byrådsmøderne.

Jo, hun har været aktiv - og både klovnet rundt i byrådsmødetiden og uddelt nissehuer... og så har på fantastisk vis illustreret hvorfor hun er inkompetent som byrådspolitiker. Til et forslag med mange underpunkter fra Beboerlisten tog Iben ordet og indvendte fornuftigt nok, at det ville være nemmere at stemme for gode punkter i forslaget, hvis der var afstemning om hvert punkt i forslaget.

Fint sagde Kim Kristensen fra Beboerlisten, og stillede forslag om afstemning punkt for punkt i forslaget. ... Og hvad gjorde Iben Sønderup så da hun blev taget på ordet ... hun stemte imod !
Så bliver niveauet ikke lavere.

Det med at forvaltningen er frikent af Statsforvaltningen for "dokumentfalsk", det vil jeg gerne have link til, for det er nyt for mig, hvis det har været en sag i Statsforvaltningen. Eller - har Iben 'misforstået' noget igen igen.

Socialdemokratiet er blevet kaldt løgnere - og det er jo fuldstændig korrekt, at den socialdemokratiske byrådsgruppe fx løj over for Statsforvaltningen om, om de havde fået udleveret papirkopier på de hemmelige skolestrukturmøder. Det var bl.a. derfor at SF trak sig fra skolelukkergruppen.

Dele af den socialdemokratiske byrådsgruppe anført af Henning Jensen Nyhuus har sammen med V + DF mørklægningspolitikerne bragt skam over Randers Kommune med deres flertalsdiktatur, parallelstyre og helt igennem antidemokratiske hetz og udrensning af politisk uenige. Dett er så det "brand" kommunens andre borgere må lide over i mange år.

Denne valgperiode er allerede gået over i historien som den periode hvor dele af S, samt V og DF splittede kommunen ad og i den grad har gjort mange borgere flove over Randers Byråd. V DF og dele af S - hvor har I dog gjort megen skade og skadet mange på kort tid. I er en skændsel - kort og godt
Kalle Nielsen
Scandiagade 14
Randers
29-05-2015 20:22:23

Til lykke med titlen SYSTEMKRITIKER
Kasper Fuhr og Bjarne Overmark.
I Danmark og forøvrigt i hele Vesten gør vi meget ud af at forsvare systemkritikere. Det har vi gjort længe, og det vil vi nok fortsætte med.
Derfor kan det godt være bekymrende og lidt skræmmende, at en DEMOKRATISK valgt politiker bruger benævnelsen systemkritiker, uden at det skal opfattes positivt! Systemkritikere er normalt jagede mennesker, og det her er forhåbentligt ikke første skridt på en ubehagelig vej. Jeg kan se, at Iben Sønderup har en del meningsfæller, som ikke har taget afstand fra betegnelsen "systemkritiker".
Man kan selvfølgelig håbe på, at det er en tale- eller trykfejl fra hendes side.
Finn Rytter Larsen
Blenstrupvej 30
Gjerlev
29-05-2015 16:53:55

Byrådspolitiker??
Hvornår ytrede du dig under skolestrukturdebatten???

Et stykke solidt arbejde til gavn for borgerne udmønter sig i min optik ikke i at tiltage sig definitionsretten til at benævne to byrådskolleger som værende ikke-politikere. Tillægger du nu ikke her to kolleger de "utroligste ting"? Kan der slet ikke nævnes bare en lillebitte positiv ting i 'journalen'?
Kirsten Lorentzen
Blenstrupvej 30
Blenstrup
29-05-2015 14:05:11

længe ventet reaktion
Godt brølt - en meget præcis analyse. Han for det.
Flemming Østergaard
pilevænget 14
fårup
29-05-2015 12:46:22

Anonyme kommentarer slettes
Vi sletter kommentarer, der ikke indeholder navn, adresse, gadenummer og by.
Mvh. RANDERSiDAG


29-05-2015 11:45:24


Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Adresse:
 
By:
 
Indtast bogstaverne: ÆØÅ   - dette er for at undgå spam.
Nyhedsbrev
E-mail:

Tilmeld
Frameld
Dagens vise ord